Musikterapi

Musikterapi er en videnskabeligt forankret terapiform. Uddannelsen i musikterapi har eksisteret på Aalborg Universitet siden 1982. Musikken ses som et middel til kontakt og er med til at bygge en stærk relation. Musikken er et sprog for vores følelser og sansninger og kan hjælpe os med at bearbejde psykisk materiale. 

Der er mange måder at arbejde med musikterapi. Jeg har et særligt fokus på stemmens udtryk og arbejdet med kropsforankring og sang. Du skal ikke have særlige forudsætninger for at gå i musikterapi. Det handler om, at musikken har en særlig betydning for dig, og du gerne vil udvikle dig på et personligt plan. Helt konkrete måder, vi kan arbejde på, er f.eks.:

- Din livshistorie i musik. Vi laver en tidslinje, hvor vi synger eller lytter til de sange/den musik fra dit liv, der har gjort særligt indtryk på dig og lader samtalen tage udgangspunkt i dette.

- Grounding, stemmeøvelser, forskellige stemmeudtryk og sang. Vi kan både synge kendte sange og improvisere. Vi forankrer oplevelsen i vores samtale.

- Musiklytning og tegning. Tegn det du kommer i kontakt med, mens du lytter og lad os efterfølgende sammen udforske din tegning. Bemærk at det ikke kræver særlige, kunstneriske forudsætninger.

- Sangskrivning; en unik mulighed for at lade følelser og tanker få udtryk igennem ord og melodi. Vi kan skrive sangen på en melodi, du holder af, eller du kan lave din helt egen. Jeg hjælper dig i mål.

Løbende vil jeg også facilitere sangeftermiddage, hvor der er fokus på fordybelse og deling undervejs. Det handler ikke om at synge som en verdensstjerne, men at synge som "sig selv", Vi har hver især vores unikke stemme. Lad os dele glæden ved musik med hinanden. Hold øje med Facebook og Instagram, hvor jeg slår datoer op.